Om Danmarks Tekniske Universitet

DTU er et internationalt teknisk eliteuniversitet, der blev grundlagt i 1829 med det formål at ”udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet”. DTU’s uddannelser, forskningsbaserede rådgivning og innovation hviler på et solidt fundament af forskning i verdensklasse.

Fremragende forskning
Fagligt såvel som tværfagligt er DTU på forkant inden for de tekniske og naturvidenskabelige områder med nye initiativer inden for en række internationalt krævende ingeniørdiscipliner, herunder bæredygtig energiteknologi og life science.

Fremtidens ingeniører
Vores uddannelser er udviklet til at stimulere analytisk tankegang, tværfagligt samarbejde og iværksætteri. Kombineret med en solid faglig viden vil disse kvalifikationer gøre det muligt for DTU’s dimittender at bidrage til at løse de udfordringer, som den moderne, globaliserede verden står over for.

Omsætter forskning til praksis
DTU leverer forskningsbaseret rådgivning til danske myndigheder og internationale organisationer og er kendt for sin evne til at omsætte forskning til nye teknologier gennem tæt samarbejde mellem partnere fra universitetsverdenen, erhvervslivet og offentlige myndigheder.

Et innovativt universitet
Innovation er en integreret del af DTU's aktiviteter. Gennem studenterinnovation, virksomhedssamarbejde og kommercialisering af universitetets viden og opfindelser arbejder DTU på at skabe værdi i samfundet i form af vækst, nye vidensbaserede virksomheder og arbejdspladser.